|
Efter aftryk til krone/bro Beslibning (Præparation) til Krone- el. Brobehandling
Du har nu fået fortaget beslibning af din naturlige tand/tænder, fordi Du skal have en krone eller en bro til erstatning af den dårlige tand eller manglende tænder. Denne vejledning er lavet til Dig, hvis nogle spørgsmål skulle trænge sig på efter behandlingen, fordi vi ved af erfaring, at man ikke altid får sagt det hele, eller også glemmer man måske de retningslinier der er givet.
Eftersmerter og andre symptomer
Kan opstå og umiddelbart efter kan der være behov for, at man tager 1-2 smertestillende piller (Kodimagmyl, Panodil eller Codipar). Det er jo et relativt voldsomt indgreb på den naturlige tands forsvarsværk, når den kræver behandling med krone.
Ofte har den været svækket gennem længere tid og man kan derfor godt opleve eftersmerter i tanden i form af temperaturfølsomhed, mens man venter på den nye krone/bro. Det er en almindelig reaktion, som med tiden fortager sig, dog kan der nogen gange gå lidt længere tid og i værste fald op til 6 måneder før det forsvinder. Det er dog meget sjældent og vil kun ses i ca. 10% af alle tilfælde.
Der kan også opstå mere akutte, jagende smerter med en følelse af det følger pulsen, så det dunker fra tanden. Dette kræver øjeblikkelig henvendelse på klinikken, da det kan betyde at tandnerven har lidt skade. Det kan også "bare" være tandkødet, der reagerer på behandlingen, specielt hvis det har været nødvendigt at "bore dybt" og hvis man måske ikke har fulgt forskrifterne under Mundhygiejne. Vi foretrækker dog i disse tvivlstilfælde at se Dig i munden, så vi kan få klarhed på de kraftige symptomer.
Mundhygiejne
På behandlingsdagen bør tandbørstning undgås, men dagen efter børstes med forsigtighed. De følgende dage børstes bedst muligt under hensyntagen til mulig ømhed og hævelse fra tandkødet. Dagen efter behandlingen anbefales det at skylle munden 2 gange dagligt med Oral B Mundskyl (klorhexidin) i ca. 1 minut. Dette vil fremme mundhygiejnen væsentligt. Skylningen fortsættes indtil kronen/broen er sat på plads i munden eller anden besked gives. Skylning med desinficerende væske har til formål at forhindre betændelses udvikling i tandkødet. En evt. misfarvning af tænder og tunge vil forsvinde, når skylningen ophører, eller pudses af ved tandrensning.
Den midlertidige tand - Provisoriet
Kan bestå af en aluminiumshætte, som er tilpasset den behandlede tand. Den kan også bestå en midlertidig tandfarvet akryl tand, fortrinsvis på mest synlige steder p.gr.a. kosmetiske hensyn.
De midlertidige tænder er fastlimet med en svagere cement end de permanente erstatninger, så derfor skal man tage hensyn til tanden/tænderne når man tygger; Kraftige tyggeemner bør helt undgås, og man skal holde sig fra karameller, flæskesvær o.lign.
Hævelse
Der kan komme lidt hævelse i området, fordi tandkødet bliver irriteret af den midlertidige tand, specielt hvis det har været nødvendig at bore dybt for at få bedre hold på den svækkede tand. Det klares ved at man overholder skylningerne med klorhexidin (Se Mundhygiejne), men hvis der opstår kraftig hævelse med dunkene smerter, så skal man øjeblikkelig henvende sig.
Ved tvivl
Denne vejledning er en hjælp til de mange spørgsmål, der kan melde sig efter et større indgreb i munden, men skulle der opstå den mindste tvivl efter behandlingen, tøv da ikke med at kontakte PALÆKLINIKKEN's tandlæger.
|