|
Erstatning for behandlingsskader Erstatning for behandlingsskader
Dansk Tandlægeforening, DTF, har tegnet en patientskadeforsikring for de private tandklinikker. Forsikringen dækker efter samme retningslinier som i en lov om patientforsikring, der gælder for sygehusene.
Du kan på denne side læse om, hvordan ordningen virker for tandlægens patienter. Reglerne er gengivet meget forenklet, da det vil være for omfattende at tage alle enkeltheder med.
Din tandlæge vil kunne give dig nærmere oplysninger.
Hvornår kan man få erstatning?
Erstatning kan ydes, uanset om tandlægen må antages at være skyld i skaden.
Hvis du er blevet påført en fysisk skade i forbindelse med en tandbehandling, gælder følgende:
- Erstatning ydes, hvis behandlingen ikke har været den bedst mulige under de givne forhold.
- Erstatning ydes, hvis skaden skyldes fejl eller svigt i det anvendte apparatur eller udstyr.
- Erstatning ydes, hvis man kunne have undgået skaden ved at anvende en anden behandlingsteknik eller behandlingsmetode, der ville have været lige så god.
- Erstatning ydes, hvis der er indtrådt en meget sjælden komplikation, som er mere omfattende, end du som patient må tåle. Ved vurdering heraf tages der hensyn til alvorligheden af den tilstand, der var årsag til behandlingen.
Hvad kan man få erstattet?
Erstatning fastsættes efter reglerne i erstatningsansvarsloven.
- Der ydes erstatning for udgifterne til udbedring af skaden, dvs. de merudgifter, der er en følge af skaden.
- Der kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og tab af erhvervsevne samt godtgørelse for svie og smerte samt for varigt mén.
- Derudover kan der eventuelt ydes erstatning for andre udgifter, der er en følge af behandlingsskaden.
- Der ydes normalt kun erstatning, hvis erstatningsbeløbet er større end 1.000 kr.
Hvad kan man IKKE få erstattet?
Der ydes ikke erstatning for udgiften til den behandling, du kom for at få lavet. Denne del af udgiften skal du selv afholde. Hvis du mener, at behandlingen har været mangelfuld, kan du eventuelt kræve honoraret betalt tilbage. Dette krav er ikke dækket af forsikringen. Du har mulighed for at fremsætte kravet i forbindelse med en klage til Amtstandlægenævnet. Vejledning herom kan læses på siden "Hvis noget går galt".
Hvem er dækket?
Alle patienter, der er i behandling hos privat praktiserende tandlæger, er dækket.
Hvordan søger man erstatning?
Hvis du mener, at du har ret til erstatning, kan du selv eller sammen med din tandlæge udfylde en skadesanmeldelsesblanket, der sendes til:
Dansk Tandlægeforenings Patientskadeforsikring
Svanemøllevej 85
2900 Hellerup
Sagsbehandlingstiden vil normalt vare mellem fire og seks uger - i komplicerede sager noget længere.
Kan man anke over afgørelsen?
Hvis du er utilfreds med afgørelsen, kan du klage til:
Ankenævnet for DTF's Patientskadeforsikring
Svanemøllevej 85
2900 Hellerup
Telefon: 3946 0080
|