|
Spørgsmål og svar
Rodbehandling - Hvorfor?
Fordi tandnerven har lidt irreversibel skade og skal fjernes. Når det ydre emalje lag fjernes, enten p.gr.a. caries eller ved forberedelse til krone, indlæg, bropille eller lign., så kan pulpa lide skade. Den mest almindelige grund til inflammation og infektion i pulpa skyldes bakterier, som kommer ind som følge af caries eller ved en knækket tand. De meget tidlige tegn på, at pulpa er udsat for irritation, starter med overfølsomhed for kulde og varme. Det er ikke ualmindeligt at en tand efter behandling bliver følsom for kulde og varme, specielt efter en større behandling, men i de fleste tilfælde er det noget forbigående.
Kontakt dog din tandlæge, hvis din tand stadig er kulde/varme følsom 6 måneder efter behandling.
Hvis fyldningen eller kronen, på grund af stor skade, ligger meget tæt på pulpa, så lægger tandlægen altid et beskyttende "plaster" på . Det består af et specielt kalkpasta, for at forsegle de åbne små kanaler der findes i tand benet - Dette kaldes også for en isolering. Det er som regel tilstrækkeligt, men alligevel hænder det, at pulpa efter større fyldningsterapi giver symptomer, fordi der opstået et "overtryk i tandens blodforsyning".
Inflammation bliver til infektion
Hvis et cariesangreb selv får adgang til pulpa udvikles oftest spontan tandpine og længere tids problemer kan resultere i infektion i kæben. Pulpa vil nemlig til sidst dø og vores eget immunforsvar vil ved inflammations svar, forsøge at fjerne det døde væv. Udover at være meget smertefuldt kan det desværre også resultere i en tandbyld rundt omkring roden. En tandbyld hæver og giver smerter og kan påvirke patientens almentilstand. Man kan selv få mistanke om en tandbyld under udvikling, hvis tanden føles for "høj at tygge på", det gør ondt at tygge sammen eller kind eller læbe føles hævet og måske en anelse følelsesløs. En tandbyld kan aldrig hele af sig selv og vil altid kræve behandling.
Mange mennesker tror fejlagtigt, at tandbylder kan fjernes med medicin, som f.eks. penicillin, men det kan det desværre ikke, fordi Penicillin transporteres via blodbanen, og da der ingen karforbindelse er tilbage, så kan penicillinen ikke transporters ind til tandbylden.
Da der endvidere er er dødt væv i rodkanalen, og måske også bakterier, så skal al dette fjernes fuldstændigt med særlig indrettet mekaniske rodfile for at fjerne risikoen, for yderligere betændelse.
Der er altid håb
I gamle dage var man ofte nødt til at trække tanden ud, men nu findes der andre behandlingsmuligheder, hvor valget afhænger af, hvor stor skaden er.
Hvis tanden rodbehandles, fordi man har planlagt en senere stifttand er behandlingen principielt den samme og behandlingen beskrives derfor under et.
Når rodbehandlingen er færdig, kan inflammationen i kæben forsvinde og opheling finde sted, hvorved tanden bevares og er reddet!
Se også rodbehandling
TOP
Dårlig ånde
Dårlig ånde skyldes oftest stofskifteprodukter fra bakterier på tunge ryggen, belægninger på tænderne og fra bakterier i tandkødslommerne. Bakterierne producerer svovlholdige forbindelser ved nedbrydning af aminosyrer. Dette er en normal proces hos alle mennesker, mest udpræget ved nedsat spytsekretion som fx. under søvn, langvarig tale eller stress. Udenlandske undersøgelser tyder på, at over halvdelen af befolkningen mener at have dette problem, og tiden kræver frisk, vellugtende ånde.
Morgen ånde Undersøgelser viser, at mere end hver anden har dårlig ånde om morgenen på grund af forhold i mundhulen. Stofskiftet er nemlig nedsat om morgenen, og munden renses ikke i nær samme grad, når vi sover. Da er musklerne i munden mere i ro, og produktionen af spyt er stærkt nedsat. Det betyder igen, at mængden af afstødte slimhindeceller og bakterier i mundhulen vokser, fordi de ikke vaskes væk af spyttet. Hører man til dem, der ånder gennem munden, forstærkes den dårlige ånde yderligere.
Jo længere tid det er, siden vi har spist, jo større risiko er der for dårlig ånde. Der dannes mindre spyt, hvilket giver flere bakterier. I mangel på madrester i munden vil mikrofloraen i mundhulen kaste sig over proteinstoffer og afstødte slimhindeceller.
Hormonalt betinget dårlig ånde kan for eksempel opstå i forbindelse med menstruation og graviditet.
Dårlig ånde hos børn?
Skyldes ofte betændte mandler, hvor madrester og bakterier gemmer sig i små hulrum i mandlerne.
Dårlig ånde hos ældre?
Kan have mange årsager. Sygdomme, ændringer i spytkirtlerne, dårlig mundhygiejne, uregelmæssige måltider, indtagelse af medicin og et ændret stofskifte spiller typisk ind.
Dårlig ånde på grund af mad og drikke?
Aromatiske stoffer i for eksempel hvidløg og alkohol går direkte i blodet og udskilles gennem lungerne med dårlig ånde til følge. Kød - især fedt kød - omdannes blandt andet til flygtige fedtsyrer i fordøjelsessystemet og udskilles gennem lungerne. Fed kost i det hele taget kan give et surt miljø, der igen giver dårlig ånde. Indtagelse af store mængder mælk og mælkeprodukter kan også give dårlig ånde.
Hvad gør man?
Det bedste middel er stadig først og fremmest en god mundhygiejne. Det hjælper at holde tænderne rene og tandkødet sundt. Nye undersøgelser viser, at tungens bidrag kan reduceres ved at børste eller skrabe belægninger af tungen - til det formål kan med fordel anvedes en særlig tungeskraber for at komme "ned" blandt tunges særlige "fimrehår". Desuden er spytstimulation nødvendig for at fjerne substrat og affaldsstoffer.
Her er tygning af grov føde bedst, men også sukkerfrit tyggegummi eller pastiller med stærk smag kan hjælpe. Til dem som har behov for mere for at opnå en særlig frisk ånde anbefaler vi brugen af et specielt importeret koncept fra USA, som kaldes BreathX. Det består af et mundskyllemiddel, tabletter, tungeskrabere og en særlig gel til påsmøring på tungen.
Man man også med fordel anvende zinkholdige produkter (Zinkoral-tabletten, som kan købes på apoteker) - De smager dog ikke specielt godt! De er ikke vidundermidler, men de har en vis lugtreducerende effekt. Det er bedre end blot at kamuflere lugten af bakterieprodukter med vellugt af fx. pebermynte.
TOP
After, blister i munden?
After eller blister i munden er formentlig den hyppigste mundslimhindesygdom, idet ca. 20% af befolkningen periodisk lider heraf. Diagnosen stilles alene ud fra det kliniske billede, kombineret med oplysninger om tilbagevendende sår.
Årsag
En række faktorer (mekanisk traume, visse fødeemner, psykisk stress etc.) kan muligvis provokere after hos disponerede personer. Selve årsagen skyldes sandsynligvis virus, som allerede latent er tilstede i slimhinden, og som aktiveres ved et svækket immunforsvar.
Profylakse
Det menes at tandpasta-skummemidlet (-laurylsulfat) kan aggravere udbruddet med after. Der findes enkelte tandpastaer uden dette skummemiddel, Zendium og Denivit.
Behandling
LongoVital - en dansk urtevitamin tablet - har som det første bivirkningsfri præparat vist sig at have en positiv effekt og nedsætter antallet af udbrud. I svære tilfælde kan LongoVital ikke alene forebygge nye udbrud, men her bør forsøges med supplement med Acyclovir, som er et specifikt antiviralt middel.
TOP
Er amalgam farligt?
Amalgam er en højteknologisk forbedring af en nok 150 årig opfindelse, der groft sagt bestod af en blanding af 2/3 sølvpulver og 1/3 kviksølv. Det har man så brugt siden et tandlægeskilt så ud som her til venstre. Kviksølv er giftigt, men i forbindelse med sølv indgår stoffet i en stabil kemisk forbindelse. Til sammenligning kan siges, at klordampe er giftige, men i en kemisk forbindelse med natrium hedder det "bordsalt"!
Frigivelse af kviksølv under tygning og slid er extremt lavt og ikke alarmerende. Faktisk er mængden reelt mindre end, hvad man ellers bliver belastet med gennem fødevarer, luft og vand.
Ingen ved med sikkerhed, om amalgam reelt er farligt, men sundhedsstyrelsen har dog forbudt brugen af amalgam i fortænder. Man ville gerne forbyde amalgam totalt, men der er for øjeblikket ikke nogen alternativer, som matcher amalgam både økonomisk og holdbarhedsmæssigt. Det totale forbud er mere af miljømæssige årsager end det er af sundhedsmæssige årsager og ud fra den betragtning, at det principielt er forkert at bruge det giftige kviksølv, selvom det på fast form - som i munden - er stabilt. Forbudet er en del af et generelt forbud mod brug af kviksølv. Ud fra en cost-benefit vurdering har amalgam altså stadig en berettigelse i tandlægefaget, dog er det vigtigt, at man skelner til den enkelte fyldning, idet man meget ofte får en bedre fyldning, hvis man vælger et andet materiale.
Enkelte kan være overfølsomme for amalgam. I det tilfælde er der grund til at udskifte amalgam med andre materialer, såsom guld, porcelæn eller plast.
TOP
Hvorfor bruges stadig amalgam?
Amalgam har bestået 150 års test. Det virker. Det holder. Det er billigt. Derfor anvendes det stadig, dog er der flere tandlæger, som anvender mindre amalgam efter teknikken på komposit området er blevet forbedret indenfor de senere år. Der fremstilles over en milliard amalgamfyldninger om året.
Tandlæger bruger materialet, fordi det er nemmere at håndtere end andre materialer. Mange patienter vælger amalgam fremfor andre alternativer, fordi det er billigt og kan laves hurtigt.
Alternativer til amalgam såsom støbte guldfyldninger, porcelæn og plast er dyrere. Guld- og porcelænsfyldninger eller kroner tager længere tid at fremstille og kræver 2 tandlægebesøg. Plastfyldninger er tandfarvede og derfor som porcelæn kosmetisk flotte. Plast tager lang tid at lave og er relativt teknikfølsomme, men de nye plastmaterialer har nu den samme slidstyrke som amalgam, og vores holdning er klar på vores klinik; Hvis en komposit fyldning er fremstillet korrekt får man ikke blot en kosmetisk pænere fyldning, men også en bedre restaurativ løsning. Man skal huske, at principperne for amalgamfyldninger ligeledes er 150 år gamle, og i dag kan man fjerne langt mindre sund tandsubstans ved adhæsiv teknik og komposit plast.
TOP
Hvad for en tandbørste skal jeg vælge?
Mht tandbørster findes der mange forskellige mærker og udformninger, hvor den ene tilsyneladende altid er bedre end den anden. Vi anbefaler bløde tandbørster med fornuftigt greb og et lille hoved, og ikke de stive børster. Det er helt klart mere den enkeltes motivation til at gribe børsten og vedkommendes evne til at komme omkring, dvs motorikken, der er afgørende for tandsundheden. Hvis du er i tvivl, om du gør det rigtigt, kan du helt sikkert få din tandlæge til at vise det. Uden at forklejne vores patienter, så er der dog flere eksempler på, at der er en berretigelse af de nyere elektriske tandbørster og vores holdning på dette område er klar, at man bør vælge en Braun Oral B, fordi den har den bedste kliniske dokumentation og kan anvendes af de fleste.
TOP
Hvilken tandpasta skal jeg vælge?
Når det kommer til tandpasta er der, på trods af Triple protection og anti-dit-og-dat, heller ikke den store forskel på virkningerne. Overordnet set er det eneste, der betyder noget, om der er fluor i, og det er der næsten i alle tandpastaer i dag. Derfor køb en fluorholdig tandpasta, som smager godt og er billig. Derudover kan der være personer, som har øget tendens til at få after/blister på slimhinden ved brug af "natrium-lauryl-sulfat"-holdige pastaer. Disse personer kan med fordel prøve pastaer uden dette skummemiddel, eks Zendium. Kig på deklarationen. Man kan nogle gange i reklamer få indtrykket af, at valget af tandbørste og -pasta er af stor betydning for en god mundhygiejne. Det er meget forkert. Det kan næsten ikke pointeres kraftigt nok, at det, der tæller, er viljen og evnerne til en grundig mekanisk rengøring, mere end det er valget af de forskellige mærker. Vores erfaring er dog, at hvis man f.eks. lider meget af følsomme tandhalse, så kan man med fordel købe SENSODYNE , dog skal det indskærpes, at man fremover udelukkende skal bruge denne, hvis man p.gr.a. følsomme tandhalse anvender SENSODYNE. Den danner derfor et lille beskyttende lag, som fjernes hvis man anvender en anden tandpasta i stedet og så er virkningen ophørt!
TOP
Virker mundskyllevæsker?
Mundskyllevæsker er moderne, og vi overskylles nu af en international flodbølge af disse produkter, som købes ukritisk. Denne type produkter er omfattet af kosmetik-lovgivningen, hvilket betyder, at det eneste krav der stilles er, at det ikke må være til skade for brugeren, dvs der er intet krav om, at det skal virke, som lovet på etiketten. Det er således de færreste produkter, der har nogen gavnlig virkning på længere sigt, udover at det umiddelbart giver en god smag i munden. Dette kan give en falsk fornemmelse af ren mund. Mundskyl kan ikke erstatte tandbørstning, og det er et dyrt, besværligt og lidet effektivt supplement, der i værste fald kan være skadeligt. Beregninger på udgifterne til væskerne, hvis man skal bruge dem, som foreskrevet, viser, at det løber op i 650-1810kr pr. år. Naturens eget geniale mundskyl, spyttet, er derimod værd at satse på. Den spytstimulerende effekt af grov kost, frugter og tyggegummi, er langt nyttigere, sundere og billigere end de mange mundskyl der mest virker som smagskamuflage.
TOP
Er røntgenbilleder farlige?
Det farlige ved røntgenstråler er, at de virker ioniserende på kroppens celler, med andre ord de kan ændre på atomernes bindinger til hinanden og dermed lave ødelæggelser i cellens maskineri og arvemateriale. Vi er dog dagligt udsat for ioniserende stråling bl.a. i form af baggrundsstråling fra rummet og radonstråling fra de huse, vi bor i. Den mængde stråling, man udsættes for ved 1 røntgenbillede, svarer ca. til den samlede baggrundsstråling, vi udsættes for i løbet af 1 døgn og en helstatus (14-16 billeder) til den mængde baggrundsstråling, vi får af en flyvetur til Mallorca. Det er vigtigt at være klar, over at røntgenstråler kan være farlige, men samtidig skal frygten have de rigtige proportioner.
TOP
Hvad er et digitalt røntgenbillede?
Røntgenbilleder er et af de instrumenter vi har mest gavn af ved en undersøgelse. Med røntgen får vi en mulighed for at opdage ting, som ellers var umulige at opdage. Dagens moderne tandbehandling bygger på forebyggende pleje. Røntgen blev opdaget for over 100 år siden, men har udviklet sig enormt specielt indenfor de seneste 20 år - og tak for det. I røntgenteknikkens barndom var risikoen større, men med dagens moderne udstyr er den væsentlig reduceret. Den traditionelle teknik indebærer at man anvender en fotografisk film, som siden fremkaldes. Fremkaldningen tager tid og de kemikalier som anvendes er ikke miljøvenlige, ligesom selve bestrålingen er væsentlig højere. Det alternative er den digitale teknik, hvor man anvender en lille plade som belyses, med en stærk reduceret stråledosis, hvorefter man omgående kan se patientens røntgenbillede på en computerskærm. Selvom røntgenstrålerne er små kan vi formindske dem væsentligt ved at anvende digital røntgenteknik, det går hurtigere og vi anvender ingen miljøfarlige fremkaldningsvæsker. De digitale røntgenbilleder har desuden den kæmpe fordel, at patienten bedre kan forstå en eventuel nødvendig behandling, fordi man bedre kan se problemerne på en computerskærm, og billederne kan endvidere behandles.
TOP
Blegning af tænder - Virker det?
Når det gælder misfarvning af tænder, er kaffe og cigaretter to af de største syndere.
Ved tandrensning hos din tandlæge fjernes misfarvning og belægninger, men mener du, at dine tænder stadig er mørke efter tandrensning, kan det lade sig gøre at blege.
Blegningen foregår hos tandlægen, eller hjemme hos Dig selv, ved kyndig vejledning. Tidligere hørte blegemidler under kosmetiske produkter, og måtte ikke indeholde ret meget blegemiddel (brintoverilte). Nu er et nyt produkt kommet på markedet som medicinsk udstyr og CE-mærket med mellem 3,6% 0g 5,5% brintoverilte.
Afhængig af hvor meget tænderne skal bleges, kan det være nødvendigt, at gentage behandlingen over nogle gange. Hvis du har plastfyldninger fortænderne der skal bleges, skal du være indstillet på, at disse fyldninger skal skiftes, da de ikke længere matcher farven på de hvidere tænder.
Blegningens holdbarhed er selvfølgelig afhængig af, om du fortsætter med at ryge cigaretter og drikke kaffe, som du hidtil har gjort. Ændrer du ikke dine vaner, må du regne med, at behandlingen skal gentages med kortere intervaller, end hvis du holder op med at ryge og drikke meget kaffe.
At få bleget sine tænder er altså ikke engangsbehandling, hvis du skal opretholde det "lysere" resultat.
Angående hvor du kan få dine tænder bleget, skal du tale med din tandlæge, som vil henvise dig, eller selv udføre behandlingen.
Det er vanskeligt at svare på, hvad prisen er, da det afhænger af, hvor mange tænder det drejer sig om, og hvor langvarig behandlingen skal være, for at opnå et godt resultat.
TOP
Min nye plastfyldning gør ondt - Hvad er det galt?
Hvis fyldningen på grund af stor skade, ligger meget tæt på pulpa, så lægger tandlægen altid et beskyttende "plaster" på.
Det består af et specielt kalkpasta, for at forsegle de åbne små kanaler der findes i tandbenet - Dette kaldes også for en isolering. Det er som regel tilstrækkeligt, men alligevel hænder det, at pulpa efter større fyldningsterapi og indimellem efter tandfarvede fyldninger giver symptomer. Symptomerne starter som regel med en temperaturfølsomhed fordi der opstået et "overtryk i tandens blodforsyning", tanden kan endvidere føles smertefuld at tygge på eller måske for høj at tygge på efter behandling.
Hvis tanden føles for høj er det meget vigtig hurtigt at kontakte tandlægen, for at få slebet fyldningen ind i rette bid igen. Når man umiddelbar efter bliver bedt om at tygge sammen kan det være vanskeligt at mærke højdeforskellen, fordi man er bedøvet eller også "bare" bidder forkert sammen.
En for høj fyldning vil dog altid fremprovokere smerter og skal hurtigst indslibes for ikke at pulpa lider skade. I nogle tilfælde kan en sådan irritation være tilstede i helt op til 6 måneder, men man vil opleve at det gradvist klinger af.
Hvis det imidlertid ikke gør det, så må man desværre ty til rodbehandling af tanden.
TOP
|