04/11-2011 Ny regel for energidrikke skader børn og unge
Tandlægerne er bekymrede...
Uoprettelige skader på tænderne, mavesmerter, søvnløshed og afhængighed af koffein er blot nogle af de bivirkninger, som selv små børn får ved at drikke energidrikke. For to måneder siden gav Fødevarestyrelsen tilladelse til, at de populære energidrikke må sælges i halvlitersstørrelser. Det har fået Tandlægeforeningen til at råbe vagt i gevær og opfordre sundheds- og forebyggelsesminister Astrid Krag (SF) til at gribe ind.
- Forbyd halvliters energidrikke. Det er direkte uansvarligt, at energidrikke i dobbelt størrelse er blevet lovlige. De skader ikke kun tænderne, men kan også gøre især børn og unge overvægtige, urolige, angste og rigtig utilpasse, siger Tandlægeforeningens formand, Susanne Andersen.
Astrid Krag henviser imidlertid til fødevareministeren, og ifølge sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen (S) er der ingen planer om at forbyde energidrikke til børn. Hun vil i stedet have Fødevarestyrelsen til at oplyse om konsekvenserne af, at børn drikker energidrikke. Det sker allerede, lyder det fra Fødevarestyrelsen. Her arbejder man desuden på at få indført et krav om, at alle energidrikke fra nytår mærkes med en advarsel om, at de ikke bør drikkes af børn og gravide.
Tandlægeforeningen har fået undersøgt en række af de populære energidrikke, og det viser sig, at de indeholder en uhyggelig stor mængde sukker og er næsten lige så syreholdige som en cola.
Carsten Blok: " Vi er altid super glade for den ekstra fokus der er på syreholdige drikke og har jo i den forbindelse en specialist på området - vores Tandplejer Mette Jensen, der er ansvarlig for forebyggelse og information om emnet. Al sukkerholdig væske er jo meget skidt for helbreddet generelt, så anbefalingen på at udskifte det med vand gælder stadig :-) - Husk i den forbindelse, hvis man skal drikke f.eks. cola, skal det ske hurtigt og ikke gå og små drikke gennem en HEL dag."
| |